Jeg vil kæmpe for, at vi også om 10 og 20 år har en folkekirke, der har en central placering i samfundet. En af folkekirkens helt store styrker er forankringen hos menighedsrådene. Den sikrer en god og rummelig ramme om evangeliets forkyndelse.

Folkekirken er ikke stationær. Den henter sin kraft i et levende ord. Derfor skal der være plads til nye tanker og meninger, der bryder med gamle traditioner. Sådan skal det være. Vi har et vigtig budskab, som vi skal have frem. I kirken kan alle være med, fordi udgangspunktet er vores fælles menneskelighed.

Det vi møder i kirken sætter vores liv og tid i perspektiv. I kirken skal vi kunne komme med alt det, vores liv rummer. Alt det, vi glædes over og som bærer vores taknemmelighed og håb. Men også det ufremkommelige, det brudte, det meningsløse. Alt det, som et præstationssamfund vil ignorere, bortforklare eller behandle.

Der gøres meget for at udvikle folkekirken i disse år. Nye arbejds- og gudstjenesteformer, der skal skabe broer mellem folk og kirke, mellem kirken som institution og det omkringliggende lokalsamfund. Folkekirken er de fleste steder båret af ildsjæle, både frivillige og ansatte, der lægger fantasi og kreativitet i at være kirke til tiden. Og mange institutioner inviterer os til samarbejde, fordi der er en positiv forventning om, at den lokale folkekirke har noget væsentligt at bidrage med. Som biskop vil jeg selv deltage i opbygning af relationer, der kan sikre folkekirkens centrale placering.

Når vi som folkekirke svarer på udfordringerne, er vi dér, hvor vi skal være: I samtale og i bevægelse.