Folkekirken bygger på et vidt forgrenet rodnet af lokale menighedsråd. Det forankrer folkekirken, at der er nogle, der kan og vil tage ansvar for kirken lokalt. Det er en folkekirkelig succeshistorie, at så mange bidrager med deres viden, erfaring og hjerteblod til at bære og være kirke i Danmark anno 2020.

Men det er også et fundament, der udfordres af stigende forvaltningspres. Mange nye regler, nye it-systemer. Det kommer tilsyneladende igen og igen bag på leverandører af alt fra it til revision, at folkekirken er en flad struktur med 1700 grundenheder, hvor ansvaret løftes af frivillige. Når der indføres nye systemer, skal et krav om kendskab til folkekirkens struktur være en klar del af udbuddet. Og systemer skal først sættes i drift, når de er testet. Den afgørende test skal være, om regler og systemer tager udgangspunkt i menighedsrådenes behov og respekterer, at det er folkevalgte frivillige, der har påtaget sig ansvaret. Det skal ikke være et krav, at man er it-specialist for at kunne sidde i et menighedsråd.

Hvis menighedsrådene skal leve op til deres ansvar og opgave, skal der være gode arbejdsvilkår for menighedsrådene. Stiftsadministrationen skal levere en smidig og kompetent sagsbehandling, der skal være let adgang til rådgivning og det skal være let at etablere samarbejder mellem sogne, hvis sognene ønsker det.

Som biskop vil jeg tale for en forvaltningspraksis, der tager det folkekirkelige rodnet af frivillige alvorligt som et umisteligt gode.