Folkekirken har et bekendelsesgrundlag, som danner fundamentet for den måde, vi tænker teologi og kirke på. Bekendelsesgrundlaget er i sig selv et forsøg på at formulere det afgørende og uopgivelige i den kristne tro i en bestemt historisk situation. Derfor er bekendelsesgrundlaget ikke ufejlbarligt, men inspiration til at tænke selv. Hvis vi ikke fornyer traditionen, svigter vi den.

Derfor skal gudstjenester og liturgi til stadighed være i bevægelse. Og derfor er det vigtigt, at vi har teologiske normer, der kan vejlede os. Forandringer skal være teologisk gennemtænkte og lokalt forankrede. Det afgørende er ikke bestemte former eller antallet af højmesser, men om der holdes relevante gudstjenester. Alternative gudstjenester er ikke en konkurrent til højmessen, men udtryk for en mangfoldighed, vi skal have som folkekirke.

Som biskop vil jeg stille mig til rådighed for menighedsråd og præster i den løbende samtale om, hvordan vi bedst forkynder evangeliet. Der skal være vide grænser. Men biskoppen fører tilsyn med præsters virke og forkyndelsen og derfor kan det blive nødvendigt at skride ind, hvis grænserne overskrides. I den samtale skal biskoppen ikke gøre sin egen teologi til målestok for
alle andre, men kunne rumme den kirkelige mangfoldighed, som Helsingør Stift rummer.