Vi befinder os på den mørkeste dag i påskefejringen. Menneskelig fornedrelse, hån, lidelse og død er de sorte tråde, billedet i dag er vævet med. Langfredag bærer i sit navn mindelser om dagens pinsler. Det lange, smertefulde nulpunkt. Men det er ikke desto mindre en dag, hvor vi samles i kirken og genkalder os de voldsomme begivenheder, der kulminerer med at Jesus udånder på sit kors.

Men der er mere. For vi ved jo godt, at langfredag bliver fulgt af påskedag. Så meget desto mere må vi spørge, hvorfor vi samles i dag og konfronterer os med lidelsen og døden? Hvorfor har kristne siden den tidligste tid holdt fast i korset som symbol på troen? Hvorfor har vi her i kirken en synlig påmindelse om Jesu smertefulde død på hver enkelt gavl på stolestaderne? Hvad er det, der gør denne dag så vigtig, at englænderne ligefrem kalder den Good Friday? Hvad er det gode ved dagen? Hvad er det, Jesu korsdød vil os?

Den beretning, vi netop har hørt, bliver ved med at røre os, selvom vi har hørt den så mange gange før. Alt er malet op i uskønne og krasse farver. Det er den ene, det ensomme menneske, der nærmest er reduceret til en genstand for mængdens vilje. Han bliver iført en purpurkappe som et led i forhånelsen, han bliver igen klædt af og iklædt sine egne klæder. Mængden ser ikke længere et menneske, men en genstand for deres indestængte vrede, deres kollektive besættelse. Nu begynder den lange rejse ad smalle gyder, stenede stier, bredere passager. Overalt ledsaget af hån og spot. Da de når frem til Golgata bliver han klynget op på et kors. Det er den 3. tredje time, fortæller evangelisten. Nedtællingen er begyndt.

I alt, hvad der sker, er Jesus tavs. Han blev, som profeten siger det, plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund. Han er som et lam, der føres til slagtning.

Har han opgivet at komme til orde? Er der ikke modstand og protest i ham? Er han lammet af angst for det, der venter? Vi ved det ikke, men faktum er, at han forholder sig tavs. Han lader folkemængden om at brøle. Mængden er for længst holdt op med at tale. Den råber, skriger, vil se blod, kræver død.

Han svarer ikke igen. Tager ikke til genmæle. Hans tavshed er talende. Midt i den kaotiske larm, virker hans tavshed som et budskab fra en anden verden. Som et korn, der smides ind i en malende kværn. Han er mennesket. Nøgent og udsat. Alt er skrællet væk. Intet har han at vise frem, intet har han at retfærdiggøre sig med, intet har han at give – andet end sig selv. Han er selv det, der skal siges.

Da det er den 6. time indhylles alt i mørke. Hele den skabte verden vakler. Dag bliver som nat. Og ved den 9. time gennembrydes mørket og tavsheden pludselig af et skrig:

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Det er den yderste nød. Det sted, hvor mennesket ikke har mere tilbage. Kun et råb og en følelse af total ensomhed. Råbet er paradoksalt, for det kalder på en Gud, der ikke er der. Nærvær og fravær på en gang.

Netop her er Guds søn. I den absolutte ensomhed. I den lidelse og fornedrelse, hvor mørket er tæt og gudsforladtheden massiv. Han er der, hvor ethvert menneske vil komme. Den yderste afgrund, den dybeste nød. Han har ikke andet end sig selv at give og til sidst overgiver han sig. Han udånder.

Hvem overgiver han sig til? Har folkemængden vundet? Har spot og hån fået det sidste ord? Er der nu kun tavsheden tilbage?

Nej, der er stadig en enkelt stemme. Et menneske, der ikke har ladet sig blænde af mørket og hadet. En soldat ved korsets fod, som i det fornedrede menneske ser Guds søn. Ser, at i Ham har Gud hengivet sig til verden på en måde, som verden aldrig havde drømt om eller turdet håbe på. I sin uendelige ensomhed, sin tavse lidelse, sit afmægtige råb formår Jesus at bevæge et andet menneske til at bekende: Sandelig, den mand var Guds søn.

Der ved korsets fod bliver en ny tro født. En tro på, at den ene Gud har givet sig selv hen for at bære lidelse og ensomhed, være i den yderste nød, der hvor mennesker ikke har end tilbage end et råb efter en Gud, der ikke er der.

Der er Gud.

De smalle gyder i Jerusalem var en fødselskanal, en smertens vej, og da Jesus udånder, flænges forhænget i templet. En åbning for det nye, der kommer til verden. Forhænget, der indtil dette øjeblik har markeret den uoverstigelige adskillelse mellem Gud og menneske er blevet gennembrudt – åbnet ikke af menneskeligt hovmod, men af guddommelig vilje.

Da Jesus gik gennem gaderne blev han belæsset med mængdens slag og ukvemsord. Med deres hån og spot lagde de skylden over på ham og iscenesatte sig selv som de skyldfri. Den syndfri trådte i deres sted.

Han blev regnet for én, der var ramt, slået og plaget af Gud, men i virkeligheden var det vores sygdomme, han tog, vores lidelser, han bar.

Det betyder ikke, at vi aldrig mere skal møde lidelse og sorg, modstand og død. Men det betyder, at Guds søn har banet vej for en ny tro, hvor døden har mistet sin brod. Døden er ikke længere en straf, lidelse er ikke længere selvforskyldt, fortvivlelse ikke længere menneskets velfortjente skæbne.

Gudsforladtheden er blevet hjemløs.

Langfredag er ikke en dag, hvor vi leger, at Gud er død. Det er en dag, hvor vi med påsken som prisme og med opstandelsen som lys, ser Jesus overgive sig til den dybeste nød og ensomhed for at bære den for os og bane vej igennem den. Han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.

Der er mange magter i verden og de taler deres voldsomme og ubarmhjertige sprog Langfredag. Men den eneste magt, der holder, når alle andre magter er gået til grunde, er Guds kærligheds magt.

Det er det, der gør denne Langfredag til en god fredag.

Amen.

Langfredagsgudstjeneste 2019


Hellerup Kirke

187 Rettens spir det alt er brækket
197 Min Gud, min Gud
536 Udrust dig, helt fra Golgata

//

192 Hil dig, Frelser og Forsoner
439 O, du Guds lam
208 Skriv dig, Jesus (nadververs)
212 Den bitre død dig trængte