Man kan stadig finde Bethesdas Dam, eller rettere resterne af den. Tæt på den sandfarvede ringmur, der omkranser Jerusalems oldgamle bykerne, går man ind gennem en port og kommer ind i en sval gård, hvor cypresser kaster deres skygger og de hvide duer flakser op, når menneskene kommer for tæt på. Der er en særlig ro her, efter at man er kommet ind fra den travle gade uden for porten. Her ligger der en kirke og foran den er der et dybt hul med søjler og buegange langs kanten. Det er i dag en ruin, som man kan gå rundt om. Stenene former en dybt bassin – hvor vandet er væk. Små skilte på flere sprog forklarer, hvordan Bethesdas Dam har set ud. I bunden af det, der engang var et vandfyldt bassin, er der stadig enkelte vandpytter, der vidner om, at det her har været en dam og man kan nemt forestille sig, hvordan de syge har ligget i lange rækker i søjlegangene og ventet på miraklet, ventet på, at vandet skulle komme i bevægelse og dermed åbenbare de magiske kræfter, der kunne helbrede.

Dengang har stedet sikkert summet af en tavs mumlen fra de mange syge, måske klager af smerte, der har blandet sig med folk, der har stået i søljegangene og solgt varer, eller med den brægen fra fårene, der blev solgt ude i fåreporten og som skulle ofres i templet.

Stedet summer stadig af liv, men i dag er lydene nogle helt andre; nu er det turister, der snakker, tager billeder og turistguides, der på alverdens sprog fortæller om stedet, religiøse grupper, der syngende går rundt for at se stedet, hvor Jesus helbredte den lamme.

Han havde ligget der i 38 år. En frygtelig skæbne, fastlåst som han var af sin sygdom. Han kom altid for sent til den mirakuløse helbredelse. Han havde nok nærmest opgivet håbet om, at hans liv nogensinde skulle blive anderledes. Døden havde allerede gjort sit indtog i hans liv og det var kun et spørgsmål om tid, før døden tog hele hans liv i besiddelse.

Da Jesus gik rundt i søjlegangene og mødte den lamme var der stadig sælgere og rækker af syge,der ventede på miraklet. Søjlerne knejsede stadig rundt om dammen og markerede stedets særlige karakter. Og dog varsler Jesu besøg, at stedet og den betydning, det havde på den tid, er ved at være slut. For dér i søjlegangene dyrkede man troen på, at det tilfældige mirakuløse øjeblik var udtryk for gudsnærvær. Og ude i porten, hvor fårene blev solgt som offerdyr, dyrkede man troen på, at Gud kunne formildes i sin vrede ved at man ofrede et lam i templet. Stedet var fortættet af bønner, af religiøs alvor, af troen på, at Gud viser sig i miraklet og hans vrede skal afvendes gennem ofringer. Alt det synker i grus, da Jesus træder ind i på stedet.

’Vil du være rask?’ Det mærkelige spørgsmål er ikke et moderne terapeutisk spørgsmål, hvor det handler om vores vilje. Vil du virkelig være rask eller vil du hellere blive i din rolle som hjælpeløst offer? Sådan kan vi i dag møde spørgsmålet og det placerer i virkeligheden ansvaret på den syge. Når du er syg, så er det fordi, du ikke har levet sundt, ikke har levet i overensstemmelse med dit autentiske jeg, ikke har bearbejdet dine indre dæmoner. Det er dit eget ansvar, om du er syg eller rask.

Det er ikke det, der ligger i det spørgsmål, Jesus stiller manden. ’Vil du være rask?’ – i det ligger spørgsmålet: Vil du tage imod det, jeg kan give dig? Vil du lade alle mirakeltilbud være og lægge al din tillid over på mig og det, jeg kommer med? Det er i dét spørgsmål, at noget helt nyt sker.

Vredens tid er forbi. Den tid, hvor sygdom bliver forklaret som en konsekvens af, at manden skulle have påkaldt sig Guds vrede, styrter i grus. Den verden, hvor gudsnærværet skulle være bundet til et øjeblik, hvor vandet kommer i bevægelse og det hele forvandles til alles kamp mod alle for at nå først frem, synker i ruiner. Den tid, hvor det handler om at afvende Guds vrede ved at skære halsen over på et får, slutter. Lige dér. I det øjeblik, hvor Jesus spørger den lamme: Vil du være rask? Vil du tage imod mig og den hjælp, jeg giver dig?

Den magt, der står over for manden og taler til ham med den myndighed, er Guds magt. Guds magt i skikkelse af et menneske, der lader sig standse af et menneske i nød. Det er gudsnærvær i en helt anden form, end den, der viser sig i kravet om soning eller i tilfældige, mirakuløse øjeblikke. Det er gudsnærværet som det, der både har magt over det skabte og som kan tilgive synder og som kan skabe røre – ikke i vandet i en dam – men i menneskers liv.

Den dag satte Gud noget nyt ind i verden, der for altid skulle forandre menneskers liv. På ruinerne af den gamle religion vandrer Jesus ind igennem Bethedas Dam og sætter det spor, som ikke siden er blevet slettet. Gud er os nær. Gud er blevet menneske, for at vi i hans blik skal se os selv på ny.

Der i de dunkle søjlegange, hvor de syge ventede på døden og hvor modløsheden og ubevægeligheden lå som en tung dyne over hver enkelt, der kom Jesus gående med en ny virkelighed – Guds egen bevægelse, som bevæger.

Overalt hvor Jesus kom frem, var det det, der skete: Han spiste med dem, ingen andre ville spise med. Han helbredte de syge, som var udstødt af fællesskabet. Han bragte håb til de allermest håbløse, kaldte glæden frem hos dem, der ingen glæde kunne se. Og da en flok kvinder kom til ham med deres småbørn og disciplene ville jage dem væk, insisterede han: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i. For i det mindste rummes muligheden for det største.

Så magtesløs og afmægtig Jesus end var, så formåede han at forvandle menneskers liv, forvandle verden og få håbet til at blomstre. Hvor han kom, satte han menneskers liv i bevægelse. For han så mennesker med et andet blik. Han så, at i det mindste rummes muligheden for det største. Og det største, det er når barmhjertigheden griber os, når vi får tro på, at forandring er mulig, når vi møder tilgivelsen. Det største er, når vi fyldes af håb, der rækker ud over alle grænser og begrænsninger.

Allermest afmægtig var Jesus, da han til sidst hang på korset mellem to forbrydere. En forfærdelig skæbne, der af alle blev tolket som et nederlag. Da han blev lagt i graven regnede ingen med at høre mere til ham. Men på tredjedagen blev han oprejst fra de døde. Ikke ved egne kræfter, men fordi Guds kærlighed er stærkere end alt – også end alle dødens kræfter.

Derfor tegner vi korsets tegn for ansigt og bryst på det menneske, der bliver døbt. Det fortæller den døbte og os alle, at Guds kærlighed overvinder alt.

Korset er et symbol på livets sejr over døden, på at Gud i sin bevægelse ind i tiden og døden, har åbenbaret en kærlighed, der udholder alt og overvinder alt det, der truer livet og kærligheden. Når vi bliver tegnet med korsets tegn, er det for at kalde det frem i os, som får livet til at blomstre: tilliden til Gud, kærligheden til medmennesket, troen på, at vi selv har plads i Guds historie og er elsket ud over alle grænser – også ud over tidens og dødens grænse.

Når vi hører det og tror det, bliver vi bevæget. Det er det håb, vi får, og som står tilbage, når alt andet falder sammen. Her møder vi det, der giver mod og tro på, at alt ikke er låst fast, uafvendeligt.

Vi bliver bevæget til at gå herfra med fred og mod til at leve, fordi Kristus er med os som opstandelsens Herre.

14. søndag eft. Trinitatis 2020