I dag skal det handle om ord. Dem er der uendeligt mange af i vores tilværelse. Prøv at tænke på, hvor mange ord, der er i vores liv bare i løbet af en enkelt dag. Alt fra de gennemtænkte ord, der siges i en undervisningssituation eller en intens og vigtig samtale og til alle de mere eller mindre ubevidste ord, vi bruger, når vi skal have dagligdagen til fungere: Ræk mig lige smørret. Hjælp mig lige med det her. Ord, der er uundværlige, fordi de udfylder en funktion i nuet, men er glemt og væk straks efter.

Ordlaget er det, vores liv vokser i. Nogle gange fylder ordstrømmen så meget, at vi har mest lyst til at slukke for den. Og vi kan have det som ham, der sagde: Jeg tilbragte hele morgenen i godt selskab, indtil nogen kom og besøgte mig. Sådan kan ordene jo også være; dem, der bryder stilheden, og tvinger os til at tage stilling, når vi allerhelst ville være i fred.

Men ved siden af de betydningsfulde ord, som danner og uddanner os som mennesker, og de flygtige ord, som lever i nuet og ved siden af de ord, der forstyrrer os og som vi har mest lyst til besvare med tavshed, ud over alle dem, findes der ord, der sætter sig i dybt i os, præger os og aldrig forlader os. Vi bærer dem med os, egentlig ikke fordi vi vil, men simpelthen fordi de er uafrystelige.

Det kan være ord, der blev sagt til os og som sårede os så dybt, at vi kan genkalde os præcist, hvordan ordene faldt. Eller det kan være ord, der gav os noget at tænke over længe efter, at de blev sagt – ord, der bliver ved med at afgive næring. Stærke ord, ord, der gav os mod, formede os, gav os retning og som sidder i os som lysende stjerner.

Det er jo egentlig, når vi tænker nærmere over det, ganske forunderligt, at nogle få ord kan have den virkning og magt. Men ord kan netop både forhærde og forbinde.

Din søn lever. De ord glemte den kongelige embedsmand nok aldrig. De har siddet i ham resten af hans liv. De kunne være sagt af en charlatan, de kunne have vist sig at være uden dækning og så ville embedsmanden have tænkt tilbage på dem med forbitrelse. Hvorfor lod jeg mig besnakke af den mand!? Men fordi de var sande, fordi ordene holdt, hvad de lovede, blev de ord fra livet selv.

Det kan ordene nemlig også – udvide vores verden. Men det forudsætter netop, at de er sande, skønne, at de taler imod mørket og overbyder den magt, der hævder at have nødvendigheden på sin side.

Din søn lever. De ord var sande og skønne at høre for faren til den syge dreng. Han, der var vant til at have magt over tingene, stod i en situation, hvor hans magt intet var værd. Afmagten var ubærlig. Det er genkendeligt; for vi er jo også tilbøjelige til at betragte tilværelsen som noget, vi kan planlægge og strukturere. Det gør vi hele tiden. Og når vi så bliver bragt ud til tilværelsens kant, bliver vores magtesløshed så meget mere tydelig og svær at forlige sig med.

Embedsmanden rakte i sin afmagt ud efter Jesus. Her var noget, han ikke kunne klare selv. Han måtte have hjælp. Og han tog de desperate og uforbeholdne ord i sin mund: Kom nu bare med. Ellers dør min dreng!

Det er her, Jesu ord så falder: Din søn lever! Og manden har tillid til, at ordene taler sandt. Han rejser hjem. Men gad vide, hvad det har været for en tur? Mon ikke han undervejs har kæmpet med tvivlen? Kan det virkelig passe? Talte Jesus virkelig sandt?

Det har helt sikkert ikke været nogen let hjemrejse. Den har været én lang vandring på en smal line spændt ud mellem tro og tvivl.

På den måde er embedsmandens rejse hjem et billede på vores tilværelse, både som enkeltpersoner og som menighed. Kan vi tro på det, vi hører? Er det sandt, når Jesus siger, at han er Guds søn? Er det sandt, når det fortælles, at han blev oprejst fra de døde? Er dåben, som vi er blevet døbt med, et holdbart grundlag for vores tro og vores liv?

Der er så mange magter, der kan true med at tage troen og livsmodet fra os. Sygdom og død. Fortvivlelse og forladthed. Selvhad og forfølgelse. Ingen går gennem livet uden at spørge sig selv: Hvor er Gud i det her? Hvor er Han, som kan hjælpe mig i min magtesløshed?

Men måske er det netop her, i den yderste magtesløshed, at Gud faktisk viser sig. Når vi spørger efter Gud, spørger efter hans indgriben. Måske ligger der i vores bøn et håb om en magisk indgriben, en dramatisk ændring. Men sådan er Gud ikke. Det ved vi af erfaring. Så er det, at tvivlen begynder at snige sig ind på os. Måske var det hele alligevel bare en løgn. Måske er Gud alligevel ikke den, vi kan bygge vores liv og vores håb på.

Tvivlen kommer vi aldrig udenom. Men det er et ord, der kan vriste os fri af den.

Din søn lever! Det er det ord, der lyder til os som menighed og til os hver især. Den søn, du tror på, Jesus Kristus, Guds søn, din Herre og frelser – han lever!

Der er intet andet end Guds eget ord til os, der kan vriste os ud af tvivlen og overmagtens magt. Vi kan ikke finde argumenter, beviser for at det er sandt. Men når vi er i den dybeste nød, når vi er ved at blive overmandet af tilværelsens mørke, så kommer Gud til os i skikkelse af et sårbart og udsat menneske. Og vi ved af erfaring, at netop dér kan ord have en magt, der lagt overgår alle andre magter. I det mindste ord kan det største ske.

Din søn lever!

Paulus siger et sted i et af sine breve, at vi altid og under alle forhold skal sige Gud tak. Hvorfor? Fordi Gud ER Gud under alle forhold. I det ligger der ikke en accept af det meningsløse, af uretfærdigheden, af den brutale magt. Tværtimod. Der ligger i takken til Gud en bøn om at komme os til undsætning og dermed også en bekendelse til, at Gud er den sandeste og dybeste virkelighed i en verden, der lider under magtens brutalitet.

Gud er sprog til os i vores tvivl og vores magtesløshed. Guds søn tager vores afmagt på sig og rejser i sin opstandelse en himmel over vores svaghed. Han taler sandt og skønt og hans ord vækker troen i os, så vi kan sige, at Guds magt er den, der står tilbage, når alle andre magter har raset ud.

Din søn lever!

Amen.

21. søndag efter Trinitatis 2019


Hellerup Kirke (2 dåb)

15 Op al den ting, som Gud har gjort
580 Jesus, dødens overvinder
446 O, lad din ånd nu med os være
750 Nu titte til hinanden
//
677 Nu glæd dig i Herren, mit hjerte
439 O, du Guds lam
459, v.4-5
51 Jeg er i Herrens hænder