Hvad er den største udfordring for os i dag? Som samfund, som kirke og som enkeltpersoner? Vi kan hver især have problemer og udfordringer, som vi slås med og som fylder meget lige nu. Det kan være problemer med helbredet, med familien, med jobbet, med kærligheden. Det undgår ingen af os at skulle forholde os til. Når spørgsmålet om udfordringer gælder os som fællesskab, som samfund, og som kirke, er det ofte ydre trusler, der nævnes. Lige nu er det jo i høj grad Corona, der fylder. For et halvt år siden var det klimaudfordringerne, der fyldte det meste og endnu før var det indvandring og integration.

 

Det er jo alle sammen vigtige emner, som ikke forsvinder, fordi en andet emne eller en ny politisk dagsorden pludselig dominerer mediebilledet. Udfordringerne med integration og klima forsvinder ikke, bare fordi vi nu har fået en ny udfordring, der handler om at begrænse og inddæmme covid-19.

 

Men netop den her tendens til, at vi alle bliver optaget af det samme emne, som for en tid udgør hele vores medie- og verdensbillede, må også få os til at tænke. For hvem eller hvad er det, der gør, at det sker? Er det medierne, der skaber en lemmingeffekt? Er det, fordi vi som mennesker ikke kan rumme for mange store problemer ad gangen?

 

Måske ligger den største udfordring et helt andet sted. Ikke i et konkret emne, for de skifter jo netop hele tiden og har det med i en periode at tiltrække sig al opmærksomhed.

 

Skulle jeg komme med et bud på vores største udfordring, så tror jeg, det er glemsomhed. Alt går meget hurtigt i den tid, vi lever i, informations-strømmen er uden ende og uden pause. Vores liv er online. Over de sidste 3-4 generationer har vi fået mere og mere fritid, men aldrig har der været flere, der er ramt af stress og stressrelaterede sygdomme. En af de nyheder, jeg tror mange af os har bidt mærke i under Corona-krisen er, at netop i den periode, under nedlukningen, faldt antallet af for tidligt fødte børn med 90 pct. Pludselig gik alting langsommere, pludselig var der en ro, som vi har glemt i vores fortravlede tilværelse og det gav roligere svangerskaber og færre for tidligt fødte.

 

Når vi har for travlt, har vi det med at glemme. Ikke bare sådan noget med, at vi ikke kan huske, hvor vi lagde bilnøglen. Men vi får heller ikke lige svaret på den henvendelse, vi fik. Vi får ikke lige ringet op til en ven, som vi ved har det svært lige nu. Vi får ikke lige sat os og talt et problem igennem med vores børn. Vi tager os ikke tid til bare at sidde et øjeblik og fundere over livet. Tiden løber, den ene dag tager den anden, men vi har samtidig oplevelsen af, at vi ikke når det, vi skal. Vi bliver stressede.

 

Glemsomheden kan også gælde os som kollektiv, som samfund. Igen er det ikke bare et spørgsmål om at huske. Der er forskel på at huske og erindre. Jeg kan huske min mors dødsdato, men når jeg erindrer hende, så er det den betydning, hun har haft for mig som mor. Så ser jeg hende for mig stå i køkkenet og smøre en bolle til mig. Erindring handler om se sig selv i forhold til noget andet end sig selv. Mister man evnen til at erindre, mister man også hele den sammenhæng, der ligger ud over mig selv. Det er det, der sker med mange demente – de mister evnen til at se og forstå den sammenhæng, de er i.

 

Den form for glemsomhed kan ramme et samfund. I flere former. Sekularisme fx, der vil kassere traditioner og ritualer, fordi de angiveligt ikke længere giver mening. Men religiøse traditioner hjælper os til at forstå, hvem vi er som fællesskab. Det kan godt være, at traditioner – set med rationelle øjne – ikke giver mening, men derfor kan de godt være betydningsfulde som erindring om, hvem vi er som mennesker og som fællesskab. At danse rundt om et grantræ inde i stuen giver kun mening, hvis man kan se betydningen. At gå til et gravsted med blomster har betydning, fordi det er udtryk for en erindring om en sammenhæng, som døden ikke kan opløse.

 

Det er ikke kun sekularismen, der truer os med glemsomhed. Det gør materialismen og forbrugerismen også. De vil reducere os til isolerede individer. Realisér dine drømme. Glem de andre, tænk på dig selv. Nyd livet, så længe du har det. Her bliver vi revet ud af den sammenhæng, vi har med andre – både dem, vi deler livet med nu og dem, der kommer efter os. Her påstås det, at vi uden fortid og fremtid og at tilværelsen er et spørgsmål om her og nu.

 

I dagens evangelium tror jeg også, at glemsomheden er på spil. Vi hører vi om en kvinde, der opsøger en dommer for at kræve sin ret. Historien fortæller ikke noget om, hvad det er for en ret. Men hun møder en embedsmand, der ikke frygter Gud og mennesker, men som alligevel til sidst lader sig overtale af kvinden og lader sig bevæge af hendes ihærdighed og vedholdenhed. For som han siger til sig selv: Ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.

 

Jeg forstår hele situationen som en skildring af en enkeltperson, der står over for et system, repræsenteret ved en dommer, der er blevet ramt af glemsomhed. Dommeren er ligeglad med Gud og mennesker – han har glemt, hvad hans opgave er.

 

Men kvinden over for dommeren står fast: Se på mig! Se på mig! Hun insisterer på, at hun har en værdighed som menneske og at hun alene derfor har krav på at blive set og hørt. Over for et samfund, her repræsenteret ved en dommer, holder hun fast i, at hun er et menneske, der har brug for andres hjælp, har brug for et samfund, der hører hende, tager hende alvorligt, vil stille sig på hendes side, sætte sig ind i hendes sag og anliggende.

 

Et system eller et samfund, der glemmer at se det enkelte menneske, slår sig selv i ansigtet. Hvis vi mister troen på, at hvert enkelt menneske har en værdighed i sig selv og har krav på vores agtelse, så mister vi ikke kun det enkelte menneske, men så mister vi os selv som samfund. Alle de værdier og traditioner vi bygger på og som gør os til dem, vi er.

 

Et samfund, der ikke længere kan se og høre det enkelte menneske, og ikke længere kan se mennesket som del af en større sammenhæng, rammes af kollektiv glemsomhed. I de mest grelle eksempler udvikler det sig til, at mennesker i den slags samfund bliver reduceret til et nummer eller til en del af en masse. Glemsomheden bliver til menneskeforagt, kynisme, brutalitet.

 

Evangeliet – ikke bare den lignelse, vi hører i dag – men hele det kristne evangelium har dannet vores kollektive erindring. Formet vores historie og traditioner, givet os troen og viser ud i livet med bud om elske Gud og vor næste. Kort sagt: herfra har vi forståelsen af, at vores liv altid er et liv i sammenhæng.

 

Evangeliet er glemsomhedens fjende nummer et; for her bliver vi holdt fast på, at vi alle, hver især, er del af en sammenhæng, der rækker ud over os selv. Her lyder det til os, at vi er skabt i Guds billede, at Gud i Kristus har stillet sig ved vores side og åbner sin evighed for os. Alt det, vi ville miste, hvis glemsomheden fik lov at råde, skænker Gud os i sin ånd: erindring, empati og evighedshåb.

 

Det er den tro, verden ikke må miste. Vi må aldrig holde op med at bede om den ret, som vi har fra Gud – retten til at se os selv som Guds børn og som en del af en søskendeflok, der hører til hos Gud – nu og i al evighed.

9. søndag eft. Trinitatis 2020 (II)