Han blev forvandlet for øjnene af dem, fortæller Matthæus. Jesus har taget tre af sine disciple med sig op på et højt bjerg. Her sker det, som vi plejer at kalde Forklarelsen på bjerget. Selvom det, der sker sådan set ikke er lige til at forklare.

Hvad er det, der sker? Der sker en forvandling, som får Jesu ansigt til at skinne som solen og hans tøj bliver hvide som lyset. I det øjeblik – og vi ved jo ikke hvor lang tid, det varede – er det som om, Jesus ikke længere er et menneske af denne verden, som om hans krop opløses i et gigantisk lysglimt.

Her højt oppe på bjerget er det som om grænserne mellem det jordiske og det himmelske opløses i en ny tilstand. Eller rettere: at den nye tilstand eller virkelighed gennemlyser Jesus. Og ikke nok med det, men Moses og Elias – to af fortidens store gudsmænd – træder frem, overskrider tid og rum og er pludselig en del af det guddommelige øjeblik.

Den kendte virkelighed melder sig dog snart efter. I skikkelse af Peter, der er så betaget af øjeblikket, at han vil gøre det permanent. Her er godt at være, lad os lave nogle hytter og blive her. Men det er ikke meningen. Man kan ikke fastgøre et øjeblik med barduner.

Hvad er så meningen? Hvad er det, der sker?  Forklarelsen på bjerget er en beretning, der kalder på mange forklaringer. Var det virkelighed eller var det drøm? Skete det virkeligt? Vi hørte før et lille stykke fra 2 Petersbrev og der kan man næsten få det indtryk, at Peter ser tilbage på det som en virkelig begivenhed: Vi var der! Vi så og hørte, hvad der skete!

Eller var det måske noget, disciplene drømte eller hallucinerede efter at have gået den lange vej op af bjerget? Men er drømme ikke en del af virkeligheden?

Måske er vi for hurtige og for tilbøjelige til at gøre det til et enten-eller. Søge forklaringer, der kan ophæve det uforklarlige. Måske er pointen med alle de her spørgsmål, at vi står over for det guddommelige mysterium. Vi står over for noget, der ikke lader sig betvinge eller forklare rationelt. Det kan være foruroligende for os mennesker at lade det uafklarede stå. Vi vil have fast grund under fødderne. Men måske er det netop det, vi skal høre: Det kan vi ikke altid få. Det er ikke alt, der kan gøres mur- og nagelfast.

Øjeblikkets skønhed, den elskedes kærlighed, livet, der skænkes os, livet, der tages fra os – alt det kan vi ikke forholde os rationelt til. Det må vi forholde til i tro.

Vi er altså i dag på troens bjerg. Her doceres der ikke trossandheder, men her møder det guddommelige mysterium os i Jesu forvandlede skikkelse. Forklarelsen er en åbenbaring, et syn, en vision: Jesus er Guds eget billede. Men det er ikke et billede, der kan fastfryses. For evigheden betyder ikke, at alt står stille. Evigheden er, at alt bevæges af Gud.

Derfor må de ned fra bjerget igen. De kan ikke campere i evigheden. Det, der bevæger dem er Jesus selv. Han siger: Rejs jer og frygt ikke!

De går ned ad bjerget. Akkurat som Moses i sin tid gik ned ad bjerget efter at have mødt Gud. Moses havde tavlerne med de ti bud under armen, men Jesus kom tomhændet. Havde han så slet ikke noget med? Jo, han havde sig selv. Han kom for at bevæge os med sin barmhjertighed og med sine ord og med sit liv. Evigheden slår ind i tiden. Den dag kom han ned fra bjerget for selv at være budskabet om, at Gud ikke er fjern, men tæt på; at himmel og jord, Gud og menneske ikke er skilt ad, men bundet sammen. At Gud – også i vores lidelse og død – er opstandelsens Herre.

Han blev forvandlet for øjnene af dem. Så indledte evangelisten sin beretning. Nu ser vi, at den forvandling omfatter os, er vores forvandling.

Jesus blev engang blev spurgt: Hvor er Himmeriget? Og han svarede, at Guds rige ikke kommer, så man kan pege på det og sige: dér er det, eller dér. Det var det, Peter troede, da de var på bjerget; og han troede han kunne sige: Her er himmeriget!

Men man kan ikke pege på et bestemt sted, heller ikke på en bestemt følelse eller oplevelse og sige: Det er himmerige. Jesus siger: Guds rige er midt i blandt jer. Og det betyder at Guds rige er som en virkelighed i virkeligheden. Jeg tror ikke på, at det er nødvendigt at lave særlige øvelser for at opleve det guddommelige. Jeg tror ikke, at vi skal rejse bestemte steder hen eller røre ved bestemte ting, for at komme tæt på Gud. Jeg tror, Gud er kommet helt tæt på os, på vores helt almindelige daglige liv med hinanden og at det er her vi møder den evige Gud.

Han bevæger os med sin kærlighed og med sine ord: Rejs jer og frygt ikke! De ord siger han ikke kun oppe på bjerget, men også nede på jorden.

Når vi lammes af frygt eller synes, at livet er uoverskueligt svært, når vi bliver ramt af tab og sorg, af modløshed eller fortvivlelse, så er Guds rige her allerede midt i blandt os – og ordene kalder på os og vil bevæge os: Frygt ikke!

Der er så meget, der kan tage modet fra os. Men den forvandling, der skete på troens bjerg, blev ikke deroppe. Jesus bar den med sig ned af bjerget, for at vi i troens glimt kan se ind i gudshemmeligheden. Midt i det lave, midt i livet med alle de problemer, vi har, kan vi med troens øjne se, at vi er berørt af Guds Ånd og er i Hans hånd.

At bevæge sig op på et bjerg giver en forskydning, et nyt perspektiv. Vi ser noget klart, som før var uklart eller umuligt at få øje på. Sådan er det også med troens bjerg. Her er vi vidne til en forvandling; vi får øje på en anden virkelighed og dybt nede kan vi måske se den store kærlighed, der bærer virkeligheden, gennemlyser den og giver os håb.

Det er derfor vi holder gudstjeneste. Gudstjenesten er en form for bjergbestigning, hvor vi vandrer opad for at få et andet perspektiv på livet. Hvor vores blik skærpes for de store linjer, for sammenhængen mellem Gud og menneske, så vi ser, at vi er omfattet af den forvandling, som Jesus bragte ned fra bjerget.

Her taler Gud til os i ord og handling og vil bevæge os til at tro, håbe og elske.

Rejs dig, frygt ikke!

I Jesu Kristi navn amen.

Sidste søndag efter Helligtrekonger 2019


Hellerup Kirke

392 Himlene, Herre, fortælle din ære
22 Gådefuld er du, vor Gud!
330 Du, som ud af intet skabte

//

277 Herre, når din time kommer
439 O, du Guds lam
320 v 7-8
904 I sne står urt (kopi fra Kirkesangbogen)