Da jeg var yngre og var i den alder, hvor jeg og mine jævnaldrende diskuterede med os selv og hinanden, om vi ville have børn, kunne man af og til møde én, der sagde: Jeg vil ikke have børn. Jeg synes ikke, at man kan tillade sig at sætte børn i verden, når den ser ud som, den gør. 

Nu kan der være mange grunde til, at man ikke ønsker at få børn. Men lige præcis dén begrundelse forstod – og forstår – jeg simpelthen ikke. 

Det kan godt være, at verden på mange måder er barsk og at vi synes, det er en besværlig og usikker, ja håb-løs verden, vi lever i. Men vi ville da for alvor være overladt til håbløsheden, hvis vi ikke fik børn. Hvis ikke vi ville give livet videre. En verden uden børn! Det er da virkelig en dommedagsvision!

Når vi får børn, takker vi for livet og åbner os for håbet. Så svært livet end kan være, så uoverskuelig verden end kan forekomme os, så er det barnet, der kan vække håbet i os. Når vi tager imod barnet, tager vi imod glæden, håbet, ansvaret.

Vi lever i en tid, hvor frygten og bekymringerne har mere end rigeligt at gribe fat i. Cyberkrig, terror, klimakrise – det er de helt store trusler, der sætter dagsordenen og præger mediebilledet. Vi bombarderes med nyheder og historier om, at det er sidste udkald, hvis kloden skal være beboelig for kommende generationer. Og vi spørger med stigende rådvildhed: Hvad skal vi stille op med os selv, med verden, med fremtiden? 

Når vi spørger sådan, truer håbløsheden og handlingslammelsen. Problemerne vokser os over hovedet og vi mister tilliden til, at der er noget at gøre. Uafvendelighedens brutalitet sætter ind, omslutter os som en spændetrøje.

Jeg tror, det er den spændetrøje, Jesus vil befri os fra. Når han taler om, at vi ikke skal bekymre os om dagen i morgen, så gør han det jo ikke for at sige, at vi skal være ligeglade. At bekymre sig kan være udtryk for omsorg. Vi bekymrer os for dem, vi holder af. Forældre til et lille barn kender alt til at bekymre sig – og gør det jo netop af omsorg og kærlighed til barnet. At vi bekymrer os for hinanden og den verden, vi lever i, er udtryk for ansvarlighed. Det kan vi simpelthen ikke lade være med, og godt det samme. For det er en del af vores medmenneskelighed.

Men bekymringerne kan brede sig ud over det hele – og når de gør det, kommer de til at angå også forhold, vi ikke har ansvar for. Vi kan ikke ophæve livets skrøbelighed, vi kan ikke undgå den død, som er en del af livet. Vi kan ikke sikre os mod sorg og smerte. Hvis vi på den måde lader bekymringerne rejse et værn mod livet, ender de med at klemme livet ud af livet. For intet hegn, intet sikkerhedssystem, kan gøre os usårlige. 

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Vi har båret nogle af årets frugter og grønsager ind i procession for at vise vores taknemmelighed. Vi har båret Eddie ind for at sige tak for det nye liv, der bringer håb om fremtiden.

Vi synger om, at livet er en gave. Men der ligger også en trosbekendelse i det: Vi tror på, at livet er en gave fra Gud og at han vil, at vi skal tage vare på gaven. Det er ikke altid, vi gør det. Derfor bekender vi ikke kun vores tro, men også vores skyld. For vi lever ikke altid op til vores ansvar. Klodens tilstand skyldes i høj grad menneskets uhæmmede forbrug. Vi forbruger langt mere end vi behøver, og hvis hele verdens befolkning havde et forbrug som os her i Danmark, ville det se alt andet end godt ud.

I høstgudstjenesten siger vi tak for, at Gud kender vores behov, sørger for os og skænker os alt det, som vi har brug for i livet. Også tilgivelse og nye muligheder. Se himlens fugle og markens liljer, siger Jesus. Dem kan I lære noget af. Det betyder ikke, at vi skal efterligne dem, vi er ikke blomster eller fugle og kan ikke leve vores liv som de. Men de kan lære os at se, at Guds sammenhæng, Guds gave, er større end alle vores bekymringer og vores skyld. Jeres himmelske far ved, at I trænger til alt dette. Vi er omfattet af Guds skabervilje og omsorg og tilgivelse.

Det er det, der skal bære vores håb og give os kræfter til at kæmpe mod afmagt og resignation. Generationer før os har stået over for deres tids problemer. Ufattelige problemer og lidelser som pest, fattigdom, krig. De fandt kræfter og håb i troen på Gud. Gud skuffede dem ikke. Han stod dem bi. Gav dem troen på, at det kunne lade sig gøre at vende håbløshed, bekæmpe ondskab, gøre en ende på uretfærdighed. Kort sagt: Gud gav dem håb.

Det vil han også give os. Vores himmelske far ved, hvad vi trænger til. Søg først Guds rige og hans retfærdighed. I Guds rige er vi aldrig alene, aldrig overladt til os selv eller en uafvendelig skæbne. Vi er aldrig overladt til vores skyld. I Guds rige bliver vi sat i forhold til Gud og vores medmennesker. Her hedder det ikke: Løs verdens problemer. Men derimod: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv. Det er ikke det store og uoverstigelige, vi skal se os blinde på. Men det er den konkrete opgave, der venter. Det, du kan gøre noget ved. Gud forlanger ikke det umulige. 

Lad mig vende tilbage til barnet. En klog teolog har sagt, at et barn er en erindring om Gud. Det er godt sagt, synes jeg. I barnet bliver alle problemer konkrete. Vi ved, hvad vi skal, når et barn har brug for vores omsorg. Der bliver kaldt på alt, hvad vi har i os, når et barn bliver betroet os.

Da Gud satte et barn i verden, sin egen søn, var det for at kalde os ud af vores magtesløshed og ind i det, vi er: Guds betroede. Vores opgave blev konkret. Når vi rækker barmhjertighed, omsorg og håb videre til hinanden, lever han i os. Og i hans opstandelse fra de døde, har han vist os, at hans vilje kan overvinde ethvert mørke og enhver magt. Deri ligger det håb, som skal styrke os i liv og død: at han altid vil leve i os og skænke os det, vi behøver.

Amen.


15. søndag eft. Trinitatis, Hellerup Kirke


730 Vi pløjed og vi så’de
29 Spænd over os dit himmelsejl
309 Bøj, o Helligånd, os alle

Dåb

13 Måne og sol (synges som vekselsang – PB sørger for sangblad)

//

729 Nu falmer skoven
439 O, du Guds lam
473 Dit minde skal, o Jesus, stå
42 I underværkers land jeg bor
Postludium