Hvor finder vi fodfæste i tilværelsen, hvor finder vi ståsted i livet? Jeg tror, rigtig mange er optaget af det spørgsmål. Det er et spørgsmål, vi stiller, fordi vi er omgivet af masser af bud på, hvordan vi skal leve vores liv. Er det gennem økonomisk uafhængighed, at vi får et godt liv? Det er jo det, bankernes annoncer gerne vil have os til at tro. Eller er det lige modsat ved at frigøre os fra det materielle og søge svaret i selvudvikling, sådan som de såkaldte lifecoaches hævder?

Hvordan orienterer vi os i en verden, hvor vi bliver stillet over for flere og flere valg, hvor mulighederne er enorme og hvor den viden, vi skal forholde os til, er uden grænser? Hvor er det sted, der kan give os ro og grund under fødderne? Det, der kan give vores liv retning og forankring?

Det er spørgsmål, som kendetegner det moderne menneskeliv. Vi arver ikke længere en bestemt livsretning eller mening med vores tilværelse. Vi skal selv finde den. Det er også derfor, der er så mange, der byder sig til med svaret på vores søgen.

Og bedst som vi tror, vi har fundet et sted at stå, indfinder skepsissen sig. For er det nu også det rigtige, vi valgte? Eller var det en af de andre muligheder, vi skulle have valgt? Vi bliver fanget i det moderne helvede, der består i ikke at have et ståsted og en forankring. For der er jo hele tiden en mulighed for, at vi valgte forkert, at det var noget andet, vi skulle have valgt.

Religiøs og politisk fundamentalisme skærer en genvej gennem alle spørgsmålene og finder ét svar. Ofte med voldsomme konsekvenser, fordi der bogstavelig talt er tale om en afblænding. Fanatikeren lukker øjnene for, at den, der tænker eller tror på en anden måde, er et medmenneske. Han eller hun er en hindring, der står i vejen for den ene sandhed. Målet helliger midlerne. De brutale konsekvenser kender vi desværre kun alt for godt.

Den samtale, der udspiller sig i Sykar mellem Jesus og den samaritanske kvinde, handler også om, hvad vi bygger vores liv på. Samtalen foregår ved en brønd, en kilde, men det er en samtale, som har svært ved at komme i gang. Til at begynde med kan man næsten få det indtryk, at det er goddag-mand-økseskaft. Det kunne evangelisten Johannes jo have udeladt, han kunne have redigeret samtalen, så den flød lidt lettere, men når han ikke har gjort det, så er det jo nok, fordi der er en mening med det. Johannes vil vise, at Jesus ikke tvinger sig selv og sin mening igennem. Det er jo en samtale, der går fra det konkrete til det åndelige, fra en samtale om vand, der slukker tørsten, til levende vand, der slukker tørst i evighed. Ånden er fri, og den vil derfor heller ikke tvinge sig igennem.

Troen er altså ikke en sikring, troen er ikke – som vi skal synge om lidt – en klippe, men troen er en kilde, der strømmer. Troen kan ikke gøre sig til en fast form, ikke gøre sig til et dogme, som vi ukritisk må bøje os for.

Vi kan måske sammenligne det med undervisning. Undervisning kan være god eller dårlig, men den kan aldrig – heller ikke, hvor den er allerbedst – tvinge en bestemt erkendelse frem. Det sidste stykke, indsigten, det, der gør, at man selv kan gå videre med det, man har lært, afhænger af noget andet. Af åndens frihed.

Sådan er det også med troen. Den er ikke bundet til bestemte steder, ceremonier eller former. Hverken det ene eller andet kan tvinge troen frem. Uden ånd og sandhed kan troen ikke indfinde sig. Det er den dybe indsigt, som Kristus lærer os. Og som evangelisten Johannes får frem ved at vise, at Jesus ikke bare sætter sig til at belære kvinden om, hvem han er, hvad han vil hende. Han vil netop lade Ånden virke det i hende.

Jeg er vejen, sandheden og livet, siger Jesus et andet sted i Johannesevangeliet. Jeg har altid syntes, at der er stor opbyggelighed i, at han ikke siger: Jeg er Sandheden, vejen og livet. Det havde været tvang. Noget, vi måtte bøje os for, underkaste os. Men han siger: Jeg er Vejen, sandheden og livet. Han leder os til sandhed og liv. Ikke ved tvang, ikke med magt, men ved at gå med os på vejen.

Helligtrekonger-tiden hedder også åbenbaringstiden. For det er her i Helligtrekonger-tiden, at det åbenbares, hvem barnet i krybben er. Det er i hverdagen, i det elementære, at det sker. Åbenbaringen tvinger os ikke væk fra dagligdagen, væk fra alt det, der udgør vores liv. Men i Helligtrekonger-tiden ser vi, at Gud er ånd og sandhed, som sætter os i stand til at se med nye øjne.

Evangelierne får os til at se vores liv med nye øjne. Her læser vi om en søn, der vender hjem fra en mislykket rejse i udlandet. Om en bonde, der tilsår sin mark, om to søstre, der er uenige om, hvem, der skal gøre hvad, om en mand, der bliver overfaldet. Om en far, der kommer med sit syge barn. Og i dag om en kvinde, der går til brønden for at hente vand, som hun har gjort det tusind gange før. Men som dén dag pludselig oplever at se sit liv i et helt nyt lys. Det er alle sammen mennesker som os. Det er i deres liv, Guds herlighed viser sig, fordi det i hans øjne har evig værdi.

Ånden vil også lede os. Den vil ikke tvinge os, men give os nye øjne at se med. Ånden lærer os, at der er forskel på at kigge og se. Vi kigger på stregkoderne i butikkerne, men vi kan ikke se, hvad de betyder. Vi kigger på nogle sten, men først ved hjælp af en guidebog kan vi se, at stenene udgør resterne af en ruin fra antikken.

Sådan er det også, når vi skal se med troens øjne. Ånden forvandler det hverdagsagtige til noget andet og mere end det, vi kan se, når vi kigger på det. Det ’mere’ ser vi kun, når ånden kommer til og lader os se. Først når vi ser med åndens hjælp kan vi se, at den buket roser, vi fik, ikke bare var en buket roser, men rummede kærlighed.

I gudstjenesten leder Ånden os til at se det mere. Og den leder os frem til nogle tegn, som Gud skænker os, for at vi har noget at holde os til. I dåbens vand, i nadverens brød og vin, lærer Ånden os at se mere end, vi umiddelbart kan se. Ånden viser os altså ikke ind i os selv. Sandheden, ståstedet, det, vi kan bygge på, kan vi aldrig finde i os selv. Vi finder det med Åndens hjælp i det liv, der skænkes os, i den kærlighed, der kommer os i møde og kalder på os og i det ansvar, vi har for hinanden.

Kristus har valgt at stille sig midt i vores liv og skænke os alt, hvad der er hans. Det er et godt sted at stå for os, der har brug for barmhjertighed, håb og mod til at leve.

2. søndag eft. H3K (II)