Jeg støtter Peter Birch i valget som ny biskop i Helsingør Stift.

Der er behov for synlig og tydelig ledelse, der med retning og klar kommunikation kan skabe de bedst mulige rammer for at styrke det kirkelige fællesskab i stiftet. Der skal være plads til forskellighed og lokale prioriteringer blandt præster og i de enkelte menighedsråd, så kirken hele tiden udvikler sig og gøres relevant og nærværende – både nu og for fremtidige generationer. En forudsætning for, at vi kan blive ved med at have forskellighed og udvikling er netop tydelig ledelse, og der har Peter Birch med sin erfaring, inspiration og vision for folkekirken et stærkt udgangspunkt.

Udover at være en motiverende leder, så er det også vigtigt, at en biskop kan holde blændende prædikener – sådan nogle prædikener, der sidder i kroppen længe efter, at gudstjenesten er forbi. Peter Birch har evnen til at holde prædikener, der giver gåsehud og lyst til at gøre sig umage. På en gang håndgribelige og nærværende med udgangspunkt i dagligdagens problemstillinger og samtidig med så meget tyngde og højtidelighed, at budskaberne når helt op til domkirkens hvælvinger. Efter sådan en søndags-prædike er jeg blevet klogere, opløftet og klar til en ny uge.

Freja Fischer-Møller, menighedsrådsmedlem i Kongens Lyngby