Om få dage går folkekirken til valg. Der skal vælges 1700 nye menighedsråd. Men den offentlige omtale af valget er desværre omvendt proportional med valgets betydning. Menighedsrådene udgør folkekirkens fundament og lokale ledelse, og uden dem, ingen folkekirke. Folkekirken ville vi hurtigt mangle, hvis den ikke var der.

Hvad enten kirken ligger på en bakketop i landskabet eller er en del af bybilledet, har den sin selvfølgelige plads. Det er godt at vide, at den er der, når man får brug for den. Men det er ingen selvfølge, at kirkerne står klar til brug og danner rammen for livets største øjeblikke: for de børn, vi bærer på armen til dåb; for konfirmanderne der sendes ud i livet; for de elskende, der lover hinanden kærlighed og troskab eller for vores kære døde, som vi skal tage afsked med. Ingen selvfølge at bygningen er velholdt, åben for gudstjeneste og for personlig andagt eller for store smukke koncerter. Det er ingen selvfølge, at der er smukke kirkegårde og store sognegårde fyldt med arrangementer for folk i alle aldre.

Når kirkens lokaler ikke bare forfalder eller står som en tom skal skyldes det, at der er en lokal ledelse, som tager ansvar for kirkens liv og vækst. Det er det lokale menighedsråd, som består af folkevalgte medlemmer og stedets præster.

Senere på året offentliggøres en stor international undersøgelse, som sammenligner nationalkirker i Sverige, Norge, Finland, Island, England og Skotland ud fra forskellige parametre. En af folkene bag undersøgelsen er teologen Hans Raun Iversen. Han har netop løftet sløret for en af undersøgelsens konklusioner og siger: ”Sammenlignet med seks andre nationalkirker holder folkekirken skansen markant bedre målt på parametre som medlemstal, aktivitetsniveau, deltagelse i aktiviteterne, tillid i befolkningen og evne til fornyelse”.

Hvor galt det kan gå uden et lokalt engagement, er den engelske kirke et eksempel på. Church of England er hårdt trængt og kirkens situation er beskrevet i en bog med den meget lidt opmuntrende titel That was the Church that was (2016). Den kirke, der engang var, gled stille ud af samfundets og menneskers horisont. Hvordan kunne det gå så galt? Forfatterne Brown og Woodhead mener, at den engelske kirke ikke har evnet at forandre sig i takt med de forandringer, der er sket i det engelske samfund. Når det moderne menneskes liv forandrer sig, må kirken også forandre sig. Ikke følgagtigt og ukritisk, men dog sådan, at der fortsat en relevant sammenhæng mellem folk og kirke.

Men en meget iøjnefaldende og betydningsfuld forskel på den engelske kirke og folkekirken i Danmark er den form, kirkens ledelse har. I England er det op til den lokale sognepræst at vurdere, om en person er egnet til at være valgbar til det lokale kirkeråd. Her er det ikke nok, at en person er døbt, medlem af kirken og har lyst til at stille sig til rådighed for ledelsen af den lokale kirke. Der kræves noget ”mere” og det op til præsten at vurdere og veje, om det ’mere’ er tilstede. Det betyder, at mange formentlig på forhånd afholder sig fra at stille op, og at mange opstillede hører til blandt de kirkeligt indforståede.

I Danmark er man valgbar, hvis man er døbt, medlem af kirken og kan skrive under på, at man i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke vil arbejde for at byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst. Det er folkekirkens stærk basis, at den udgøres af medlemmer af alle slags, der stiller deres engagement og erfaring til rådighed for arbejdet i den lokale kirke. Venstremanden I.C. Christensen foranledigede, at man allerede i 1903 fik vedtaget den første lov om menighedsråd. Sigtet var at give medlemmerne indflydelse på ”styrelsen af folkekirkens sager, thi der igennem vækkes interesse og kærlighed for dem”. Menighedsrådenes indflydelse var i første omgang meget begrænset, men i dag har menighedsrådene stor indflydelse på både økonomi, præsteansættelse, bispevalg og de aktiviteter der udgør kirkens liv og vækst. Folkekirkens årlige budget er på ca. 8.2 mia., hvoraf 80 procent administreres på lokalt niveau.

I modsætning til Church of England har Folkekirken været god til at udvikle sig i takt med tiden, og nye gudstjenesteformer og aktiviteter har fornyet forbindelsen mellem folk og kirke. Spaghettigudstjenester, babysalmesang, meditationsgudstjenester, minikonfirmandundervisning, natkirker, samtaler med gravide er blot nogle af eksemplerne på aktiviteter, som ikke fandtes for en generation siden, men i dag er en selvfølgelig del af folkekirkens liv.

Den udvikling er ikke kommet af sig selv, men drevet af et stort engagement fra præster og valgte menighedsrådsmedlemmer. Tirsdag 15. september holdes der valgforsamling i alle landets sogne. Går du med? Eller regner du med, at der er andre, der går? Folkekirken lever kun så længe, der er nogen, der tager ansvar for, at folkekirken fortsat udvikler sig i takt og kontakt med de mennesker, den er kirke for.