Forholdet mellem forvaltning og frivillighed er et af brydningsfelterne i folkekirken i disse år. Hvis ikke vi finder en tilfredsstillende løsning på det, kan man frygte, at folkekirken mister det, som har været afgørende for dens levedygtighed: den stærke lokale forankring.  

I de seneste 20-30 år er der sket en professionalisering af folkekirken: flere systemer, flere regler, flere opgaver, som det enkelte menighedsråd har fået ansvar for. Mange steder løses opgaverne heldigvis glimrende, men vi ved fra undersøgelser, at især personaleansvaret og ansvaret for bygninger kan opleves som en både stor og tung opgave. Det er folkekirkens store styrke, at den er lokalt forankret og bæres af lokalt engagement. Men i en situation med et stadigt stigende forvaltningspres er det også folkekirkens akilleshæl, for kan det lokale netværk af ildsjæle blive ved med at bære opgaverne? 

Folkekirken er underlagt alle de krav, der kan stilles til en offentlig forvaltningsenhed: Transparens i økonomien, offentlighed i forvaltningen, habilitetsregler osv. Til de mange forvaltningsmæssige opgaver kommer flere og flere opgaver, som går på tværs af de nedarvede sognestrukturer og som bedst løses i et samarbejde mellem flere menighedsråd. Det kræver nye forvaltningsmæssige skridt med samarbejdsaftaler, godkendelse af vedtægter, projektbestyrelse osv., der imidlertid blot øger kompleksiteten yderligere. 

Det centrale spørgsmål er derfor: Hvordan fastholder vi offentlighed om og ordentlighed i folkekirkens drift (forvaltningen) med det lokale ejerskab (frivillighed)? Hvordan forener vi kravet om professionalisme med ønsket om, at myndigheden er lokal og varetages af folkevalgte i sognet eller i et samarbejde mellem sogne? 

Mange står parat til at hjælpe og vejlede menighedsråd i løsningen af opgaver. Men det kan i sig selv være lidt af en jungle at finde ud af, hvem, der hjælper med hvad, og hvor man får den bedste vejledning og de rigtige svar på sine spørgsmål. Er det provstiet, stiftet, ministeriet eller Landsforeningen af Menighedsråd? Derfor arbejdes der lige nu i en række udvalg nedsat af Kirkeministeriet med at tegne et klarere billede af den fremtidige rollefordeling mellem de forskellige aktører. Men – og det er det vigtige – omdrejningspunktet er, hvordan menighedsrådene bedst understøttes i opgaveløsningen. Provstierne fungerer mange steder som førsteinstans for menighedsrådene. Det er godt, når menighedsrådene oplever, at provstierne kan hjælpe, fordi man dér kender de lokale udfordringer og problemstillinger. Her defineres og etableres samarbejdsprojekter, her etableres der erfa-grupper for formænd, kontaktpersoner, kirkeværger og kasserere. Derfor kan man også være behjælpelig med at finde svar på konkrete spørgsmål.  

Det er for tidligt at sige, hvor det igangværende udvalgsarbejde lander. Jeg så gerne, at der i en kommende rollefordeling indføres, hvad man kunne kalde et smidighedsprincip. Det handler ikke om at bøje reglerne, men om at forvaltningen pålægger sig selv at gennemtænke nye forvaltningsinitiativer i menighedsrådenes perspektiv. Hvordan balancerer vi mest smidigt forvaltningshensyn med frivillighedskulturen? 

Et par eksempler: 

Når menighedsråd vil gå sammen og løse opgaver, der går på tværs af sognestrukturen, skal det være nemt. Bureaukratiet skal tjene til, at opgaven løftes og ikke kvæle barnet i fødslen. Smidigheden kunne fx bestå i, at der udarbejdes skabeloner for forskellige samarbejdstyper, så man ikke hver gang skal opfinde den dybe tallerken. Det er forvaltningssidens forpligtelse at tænke smidigt og udstikke modeller for, hvordan de frivillige kan gå nye veje – og samtidig overholde forvaltningsmæssige krav. 

Når der indføres nye systemer, skal et krav om kendskab til folkekirkens struktur være en klar del af udbuddet. Det kommer tilsyneladende igen og igen bag på leverandører af alt fra it til revision, at folkekirken er en flad struktur med 1700 grundenheder, hvor myndighedsansvaret løftes af frivillige. Leverandørerne er vante til at levere business-to-business produkter og stiller ind imellem krav og forventninger, som sikkert vil være rimelige, når det er fuldtidsansatte, fagprofessionelle medarbejdere, der skal honorere dem, men som er ude af trit med virkeligheden i mange sogne. 

Et del af svaret på spørgsmål om, hvordan vi forener forvaltningshensyn og lokal forankring er, at dyrke en forvaltningspraksis, der tager det folkekirkelige rodnet af frivillige alvorligt som et umisteligt gode og ikke som et besværligt benspænd.