Inden for folkekirken har vi altid talt meget om ”menigheden” og om ”sognet”, men det er forholdsvis nyt, at vi taler om folkekirkens ”medlemmer” og ”medlemstal”. Det nye medlemsfokus viser sig også i den kirkelige lovgivning. Tidligere var det sognets samlede befolkningstal, der afgjorde hvor mange pladser, der skulle være i et sogns menighedsråd; men i dag er det antallet af folkekirkemedlemmer, der er det afgørende. De nyeste regler for valg til menighedsråd tager endnu et skridt i retning af medlemstænkning, for nu skal valg til menighedsrådet ske efter en model, der ligner den, vi kender fra en generalforsamling i en forening.

Betyder det så, at menighedsrådet fremover skal forstås som en bestyrelse for en lokal afdeling af ”Foreningen Folkekirken”? Nej, folkekirken er ikke en forening. Folkekirken indtager derimod en mellemposition mellem på den ene side stat/kommune og på den anden side civilsamfundet med dets foreninger/sammenslutninger/trossamfund. Folkekirken er så at sige hverken det ene eller andet og samtidig lidt af begge dele.

Folkekirken er gennem Grundloven placeret i et tæt forhold til staten. Mest velkendt er bestemmelsen i Grundlovens § 4 om, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten’. Bestemmelsen peger på det tætte forhold, som bl.a. betyder, at folkekirken er underlagt almindelige forvaltningsprincipper som krav om offentlighed i forvaltningen samt i både økonomiske og ansættelsesmæssige forhold skal kunne sammenlignes med andre dele af den offentlige forvaltning. Derfor er menighedsrådsmøder offentlige, referater fra møderne skal være tilgængelige, der skal være åbenhed om budget og regnskab – altså om forvaltningen af ligningsmidlerne.

Men folkekirken er samtidig andet og mere end et departement i statsopbygningen. I Grundlovens § 4 står, at folkekirken understøttes af staten, ikke at den ”drives af staten”. De lovgivningsmæssige rammer for folkekirken sættes af Folketinget, men inden for de rammer, er der et udbredt og meget decentralt styre, hvor menighedsrådene udgør fundamentet. Ingen anden samfundsinstitution er så bredt forankret i små lokale enheder som folkekirken. Men samtidig er hver eneste lokal enhed (menighedsråd) en repræsentant for det større (folkekirken).

Man kan illustrere folkekirkens særlige position ved at pege på fem forhold, der adskiller et menighedsråds arbejds- og ansvarsområde fra en traditionel foreningsbestyrelse.

  1. Menighedsrådet repræsenterer ikke et interessefællesskab. Det gør foreninger. De er fælles om en interesse eller et mål om det så er frimærker eller naturbevarelse. Menighedsrådet er derimod sat til at forvalte rammer og indhold i et fællesskab, der går på tværs af alder, sociale og økonomiske forhold, kirkelige forskelle og interesser. Dermed er menighedsrådet i sig selv en meget bredere kreds end den, man finder i en forening og de repræsenterer bredere. Som menighedsråd skal man således varetage opgaven på vegne af nogen, der kan have en helt anden opfattelse af hvad kristendommen indebærer – hvordan gudstjenesten skal være, hvad kirken skal eller ikke skal – end man selv har. Forudsætningen for at være medlem af folkekirken er, at man er døbt med en kristen dåb, men derudover har folkekirkens medlemmer meget forskellige grunde til at være medlem og forståelse af, hvad det indebærer. Ingen kan ekskludere et medlem af folkekirken og det er faktisk kun medlemmet selv, der kan ophæve sit medlemskab. Det sker, hvis man aktivt melder sig ud eller hvis man slutter sig til et andet trossamfund eller på anden måde stiller sig udenfor folkekirken (f.eks. ved at lade sig gendøbe).

  2. I forlængelse af det foregående kan man sige, at menighedsrådets forvaltning er ikke knyttet til et bestemt formål, virke eller aktivitet sådan som en foreningsbestyrelse typisk er det. Menighedsrådet tager sig af ”kirkens liv og vækst” og det indbefatter en meget bred vifte af opgaver indenfor gudstjeneste, mission, undervisning og diakoni, men også indenfor kommunikation om folkekirkelige forhold. Lige så vigtig er menighedsrådets lokale bidrag til dannelse og kulturbevarelse i bredeste forstand, fordi menighedsrådet varetager opretholdelse af (lokale) traditioner, vedligeholdelsen af bygninger, drift af kirkegårde, landsbrugsjorde og skovområder. På denne måde retter menighedsrådets arbejde sig langt fra kun mod medlemmerne, men også mod ikke-medlemmer og turister.

  3. Menighedsrådet sætter ikke sine egne regler. En forening er underlagt sit eget regelsæt og forordninger, og på generalforsamlinger kan foreningen efter sine egne, fastsatte regler ændre sine vedtægter. Menighedsråd er derimod underlagt offentlig lovgivning og forvaltningsprincipper samt folkekirkens vision om at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelse ved gudstjeneste, diakoni, undervisning og mission. Menighedsrådet kan altså ikke bevæge sig i alle mulige retninger, men skal virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse (Menighedsrådslovens § 2). Og ethvert medlem af menighedsrådet skal derfor også første gang, han eller hun indtræder, afgive et løfte om på ære og samvittighed at udføre arbejdet i troskab mod den evangelisk-lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst (§ 7).

  4. Menighedsrådet definerer ikke sit eget værdisæt. Menighedsrådet er sat til at forvalte og repræsentere den kristne tradition og det kristne liv i sin lokale sammenhæng. En koncertforening kan definere sine egne værdier – dresscode, adfærd under koncerterne, musikvalg osv. I en foldboldklub er der ikke en forventning om, at alle er lige, for her dyrker man de bedste og rykker dem frem og op. Menighedsrådet skal som kirkebestyrelse derimod repræsentere de værdier, som man igennem 1000 år i Danmark har forbundet med kristne værdier og kristen livsholdning: Der er således en forventning om, at folk i kirken har samme værdi og behandles ligeværdigt (uden personsanseelse); at den svageste kan få hjælp og omsorg; at man udviser overbærenhed overfor hinanden, ikke ligger under for et krav om at være fejlfri eller perfekt, men til gengæld også afstår fra unødig strid og kævl.

  5. Menighedsrådet ejer ikke kirken. En forening ejer fx sit klubhus og kan afhænde det, hvis klubben opløses. Som medlem af et menighedsråd ejer man ikke bygningerne, og de penge man forvalter er heller ikke ens egne. Ethvert menighedsråd forvalter en lille del af den kirkeskat, som er opkrævet hos alle folkekirkemedlemmer i kommunen. Så selvom man lokalt siger ”vores kirke”, ”vores præstegård” eller ”vores præst” er det kun et udtryk for veneration og loyalitet, for reelt ejer menighedsrådet ikke noget. Kirken og kirkegården er fælleseje, og præsten er ansat af Kirkeministeriet og ikke af menighedsrådet og står til rådighed for enhver.

 

Ved på den måde at stå i en mellemposition mellem Foreningsdanmark og den offentlige forvaltning har det lokale menighedsråd på folkekirkens vegne mulighed for at forene det bedste fra de to verdener: På den ene side kan menighedsrådet trække på frivillighed og det lokale kendskab og engagement, der bygger på et budskab og en tradition, der er dybt forankret i vores fælles historie gennem bygninger, værdier, traditioner og fællesskaber og dermed rækker ud over kirkerummet og den liturgiske ramme. På den anden side er menighedsrådet en del af den offentlighed, hvor der er en forventning om, at folkekirken i ord og handling repræsenterer grundlæggende principper som ordentlighed, gennemsigtighed og ligebehandling.

 

 

Menighedsrådet – mellem forvaltningsorgan og forening